| |
|
Kontrafaktisk om Kanslergadeforliget
|
|
|
Om teksten
|
Teksten her er taget fra bogen Hvad nu hvis ... fra 2008 af Rasmus Dahlberg, som indeholder 40 såkaldt kontrafaktiske stykker historieskrivning fra hele verdenshistorien.
Det er 40 små stykker, der er forsøg på historieskrivning på de præmisser, at man forestiller sig, at f.eks. dinosaurerne ikke var uddøde, at Jesus ikke var blevet henrettet på korset, at vikingerne ikke havde forladt Vinland, som de kaldte Nordamerika, hvis Sydstaterne ikke havde tabt Den Amerikanske Borgerkrig, hvis det ikke var mislykkedes tyske officere at dræbe Adolf Hitler i 1944, hvis USA's præsident John F. Kennedy ikke var blevet dræbt i 1963 o.s.v.
I et kapitel fantaseres over, hvad der kunne være sket videre, hvis Kanslergadeforliget ikke var blevet gennemført ...
|
|
Teksten
|
STAUNING ELLER KAOS
FORHANDLINGERNE I KANSLERGADE BRYDER SAMMEN
Danske tropper i krig for Hitler
Hvis Stauning var løbet tør for drikkevarer, og parterne havde forladt hinanden natten mellem den 29. og 30. januar 1933 uden at nå til enighed, kunne udviklingen have taget en helt anden drejning.
Samme dag, som de danske politikere drak dus i Kanslergade på tværs af partiskel, blev national socialisten Adolf Hitler rigskansler i Tyskland. Også i Danmark var der på dette tidspunkt bevægelser og enkeltpersoner, som nærede dyb sympati for nazisternes projekt syd for grænsen. Blandt andet var der stærkt pronazistiske fraktioner inden for Landbrugernes Sammenslutning [LS], en protestbevægelse som var vokset ud af tvangsauktionerne i begyndelsen af 1930'erne.
I 1935 arrangerede sammenslutningen en stor demonstration i København, det såkaldte Bondetog til kongen. Bevægelsen krævede støtte og indgreb fra regeringens side, og efterfølgende vendte den sig mod både Socialdemokratiet, fagbevægelsen og selve parlamentarismen. Landbrugernes Sammenslutning blev anført af gårdejer Knud Bach, som gjorde tilnærmelser til nazisterne både før og efter den tyske besættelse af Danmark den 9. april 1940. Også andre ledende medlemmer af sammenslutningen, blandt andet godsejer Jørgen Sehested fra Broholm på Fyn, ønskede et tæt samarbejde med både danske nazister og den tyske besættelsesmagt. Bach og Sehested blev efter befrielsen idømt hhv. fem og otte års fængsel for forræderi.
Hvis det danske samfund i 1930'erne var blevet splittet mellem desperate landmænd, nervøse arbejdsgivere og revolutionære arbejdere, mens bunden gik ud af økonomien, kunne det have givet god plads til ekstremistiske bevægelser. Med vind i sejlene er det ikke utænkeligt, at Landbrugernes Sammenslutning og ligesindede, med støtte fra Hitler, kunne have væltet Stauning på nazistisk inspirerede løfter om at løse den økonomiske krise med hård hånd. I så fald havde Danmark i perioden 1933-45 mindet om Ungarn. Her regerede pronazistiske, højreradikale kræfter, og ungarske tropper blev i 1941 udkommanderet til at deltage i det tyske angreb på Sovjetunionen og Jugoslavien.
|
| |
|
Om indgrebet i arbejdsforholdene
|
|
|
Om teksten
|
Teksten her er taget fra bogen Den danske kriselovgivning fra 1939 af Kjeld Philip (1912-1989).
Det er ikke egentlig kontrafaktisk historieskrivning, men i denne tekstbid skriver han om, hvad man egentlig kunne tænke sig, ville være sket, hvis Folketinget ikke havde grebet ind og stoppet den lockout, som arbejdsgiverne havde varslet. På den måde er teksten kontrafaktisk.
Kjeld Philip blev i 1942 den første økonomi-professor fra Aarhus Universitet. Senere blev han radikal minister.
|
|
Teksten
|
INDGREB I ARBEJDSFORHOLDENE
Ved Lovens Forelæggelse i Rigsdagen anførtes der to Grupper af Anledninger til denne Lov: Katastrofen, som Lockouten vilde drive Befolkningen ud i, og Forhandlingerne i Ind- og Udland.
Det er for Eftertiden meget vanskeligt at se, hvad det er for en Katastrofe, der tænkes paa. Hvad vilde en Lockout i 1933 have betydet? Den vilde næppe have mindsket den indenlandske Aarsproduktion noget videre; en midlertidig Nedgang i Lønsummen, som alle vidste senere vilde blive genoprettet, ja antageligt mere end genoprettet, naar Produktionen atter kom i Gang og i den første Tid skulde indhente det forsømte, vilde ikke svække Investeringsincitamentet.
Den vilde formentligt hovedsageligt betyde en Forskydning af Arbejde og dermed af Løn i Tid og paa Personer, men ikke nogen Nedgang. Man vilde paa en Maade med en saadan Lockout have opnaaet en Spredning af Arbejdsløsheden paa flere Personer, hvad næppe kunde kaldes noget Onde i en Kriseperiode.
Nogen Nedgang i Produktionen vilde der maaske ske derved, at man gik Glip af udenlandske Ordrer (dog næppe mange; Skibsbyggeriet var. f. Eks. i 1933 praktisk helt standset alligevel), og nogen derved, at man ikke siden vilde være i Stand til at indhente, fordi ledige Produktionsfaktorer fattedes.
Dette sidste Forhold, der vilde være af allerstørste Betydning i en Periode med fuld eller næsten fuld Beskæftigelse, kunde næsten ingen Betydning have i Aaret 1933, hvor der var ledige Produktionskræfter nok.
Valutamæssigt betyder den flyttede Indkomst maaske en mindre Flytning af Indkøbet fra Udlandet; noget lignende vilde det formentlig gaa med Salget fra Danmark til Udlandet, bortset fra de Ordrer, der i den Anledning gaar andet Steds hen. Alt i alt maa det sikkert siges, at skal man have Arbejdsstandsninger, er det billigst at have dem i Perioder, hvor man i Forvejen har mange arbejdsløse.
Med Hensyn til de politiske Forhandlinger med Ind- og Udland er det meget vanskeligt at udtale sig om Arbejdsstridighedernes Betydning for disse. Det er imidlertid umiddelbart vanskeligt at forstaa, at en Arbejdsstandsning af mere midlertidig Art, som alle Parter ved i Løbet af en ikke saa særlig lang Periode vil høre op, skulde have nogen overvældende Betydning; men herom kan den udenfor staaende selvsagt vanskeligt danne sig nogen begrundet Mening.
|
|
Hvad nu hvis ...
