For Venstres kernevælgere, bønderne, var det godt med kronenedskrivningen, altså at kronen blev billigere at købe i fremmed valuta, bl.a. det britiske pund. For landbrugseksporten til England blev under alle omstændigheder afregnet i Pund Sterling, og når de danske bønder nu fik 22 kroner og 40 øre per Pund Sterling solgt smør, svinekød m.m., gjorde det, at de fik en højere indtjening og kunne være konkurrencedygtige.
Men for de konservatives importerende kernevælgere (fabrikanter, grossererer, handelsfolk o.s.v.) var det en ulempe — en typisk konservativ var måske grosserer, d.v.s. handelsmand en gros, som importerede varer for at sælge videre her i Danmark. Købte han nu varer i England, blev de jo nu tilsvarende dyre, da han skulle betale 22 kroner og 40 øre i stedet for som tidligere 20 kroner for hver Pund Sterling, han importerede for.
I protest mod dette lod partiets ungdomsorganisation, Konservativ Ungdom, KU, denne mønt fremstille, Stauning Kronen. Den blev der lavet 50.000 stykker af hos metalvarefabrikant Richard Müller, i Rådmandsgade 55 på Nørrebro i København. Overskuddet gik til støtte for Den Konservative Agitationsfond op til kommunevalget den 9. marts 1933.
Rich. Müller havde omkring 1930 efter eget udsagn været »den første jernindustrielle virksomhed herhjemme, der indførte betalt ferie.« Der var dengang ikke som nu tale om 5 ugers ferie om året for arbejdere i Danmark, men ... 3 dage om året! I øvrigt er arbejdsugen jo nu 37 timer, mens den dengang var på 48 timer. Man var også på arbejde om lørdagen. Det kan tilføjes, at virksomheden, der fremstillede Stauning Kronen, i dag hedder RMIG og er beliggende i Ballerup ved København, og er »verdens største producent og leverandør af perforeret metal.«
Det var efter sigende KU's formand, Carsten Raft (1895-1965), der havde fået ideen til mønten.
Mønten skal illustrere, at kronen havde mistet 44 % af sin værdi, og blev derfor solgt for 56 øre.
Salget af mønten foregik under overskriften »Betal dem med deres egen mønt!« Videre hed det: »Vi tager ikke mere for den, end hvad den er værd — 56 øre.«
Den blev solgt fra de konservatives kontorer på Vimmelskaftet på Strøget i København og på Bianco Lunos Allé på Frederiksberg.
Det dér med klippede mønter skal lede tanken længere tilbage i historien, hvor det også betød, at statsmagten — dengang kongen — forringede værdien af pengene ved at klippe af mønterne. Deraf — måske — et tilnavn som Erik Klipping (1249-1286).
P.S. Stauning Kronen påstås af nogle at være støbt; ikke præget, som mønter jo ellers er.
Svikmøllen er et satirisk hæfte, der siden 1914 er udkommet hvert år op til jul. Årets gang i Danmark behandles i karrikaturtegninger, rim, vers m.m. Ligesom med Blæksprutten er det for mange danskere en tradition at give hæftet som mandelgave eller som julegave. Hæftet udgives af forlaget Lindhardt og Ringhof, og kårer hvert år Årets Yndlingsoffer.
I Svikmøllen 1933 var der — som altid i den årrække — en sang à la en lejlighedssang på melodien »Peter Oldens vise«. Vers seks står nedenunder. Den handler om sociallovgivningen, som var en del af Kanslergadeforliget. Hr. Steincke er socialminister K.K. Steincke fra Det Radikale Venstre.
Svikmøllen 1933
Hr. Steincke er fuld
Af Glæde. Han fik en Medaille af Guld!
Fordi hans Sociallov, den liflige Bog
Har henryket Kongen ved Indhold og Sprog.
Vi ved godt, at Vi Guldmedaille ej faar,
Med det ser vi stort paa, blot Svikmøllen gaar!
Svikmøllens karrikaturtegning i 1933 angående Kanslergadeforliget var tegnet af Christian Hoff.
Som Kanslergadeforliget var en reparation af samfundsøkonomien, tegnes forligssituationen her som en reparation af måske gas- eller elnettet i Kanslergade.
Tre repræsentanter for forligspartierne, Socialdemokratier, Det Radikale Venstre og Venstre, arbejder bag afskærmningen. Det er Th. Stauning fra Socialdemokratiet, Oluf Krag fra Venstre og Zahle fra Det Radikale Venstre.
Udenfor står Det Konservative Folkepartis John Christmas Møller, som også var uden for det politiske forlig.
Tegningen har titlen Nysgerrig Trafikant.
Nedenunder står der Der repareres i Kanslergade.
På skærmen står der Publikum advares mod at se paa Svejseflammen
Den allermest berømte karrikaturtegning angående Kanslergadeforliget er denne af Jensenius, som var i Blæksprutten 1933, tegnet af Jensenius.
I døråbningen ses Stauning øverst og efter alt at dømme den radikale justitsminister, Carl Theodor Zahle, skønt der ikke er beretninger, om at han deltog i forhandlingerne.
Forrest i køen ved døren står Venstres Oluf Krag, der var leder af Venstres gruppe under Kanslergadeforliget.
Helt i baggrunden under gadelampen står den konservative John Christmas Møller for at illustrere, at de konservative var holdt helt uden for forligsforhandlingerne.
Under tegningen står der:
»Det er os« Paa et hemmeligt Bankesignal aabnedes Porten i Kanslergade
Blæksprutten er et satirisk hæfte, der begyndte under navnet Oldfux i 1880. Hæftet udgives i dag af forlaget Gyldendal. Som det også gælder for Svikmøllen, behandles årets gang i Danmark i karrikaturtegninger, rim, vers m.m. For mange danskere er det en tradition at give hæftet som mandelgave eller som julegave.
Hvert år kåres 'Årets blæksprutte' — en pris, der i spøg gives til en kendt dansker, der er kommet uheldigt afsted.
Robert Storm Petersen (1882-1949) — Storm P — er blandt dem, der har tegnet til hæftet gennem årene. Desuden Herluf Jensenius (1888-1966), der var læreruddannet og tegner på Berlingske Tidende i mange år. Jensenius stod for den berømteste karrikaturtegning af Kanslergadeforliget, »Det er os«, som viser Venstres politikere banke på Thorvald Staunings dør i Kanslergade på Østerbro i København, mens de konservatives formand, John Christmas-Møller, står intetanende i baggrunden.
Blæksprutten 1933
Nattestemning i Kanslergade
Melodien komponeret af Henry Andersen.
Kan maaske synges paa Mel.: »Det er nat« fra »Filmens Dronning«.
1. Det er Nat, det er Nat,
et par Mjav fra en Kat
er de eneste Lyde, man hør’.
Folk for længst er til Ro,
nu slaar Kioskuhret 2,
og en Pladshund paa Jagtvejen gø’r.
Det er 10 Graders Frost,
en Betjent paa sin Post
banker Arme og ta’r sig en Skraa,
langsomt hendør hans Skridt,
bag det næste Stakit
bli’r han borte
i den sorte,
i den skumle og bælgmørke Nat.
Alt er tyst, intet Liv er at se,
men da Kioskuhret nærmer sig 3,
tændes Lys der i Kanslergade 10.
Nattens Aand, staa os naadigt bi!
2. Er det Tyve? Nej vent!
Der bli’r slukt, der bli’r tændt,
slukt og tændt — sku’ det være en Aand?
Se — et Genfærd i Lin!
Nej, det var et Gardin,
som blev rørt af en famlende Haand.
Skyggen ses af et Skæg
mod den modsatte Væg,
se, det bølger for Trækvindens Sus!
Og en Øje — kun eet —
stirrer ud, men kun lidt,
et Minut kun,
absolut kun,
saa bli’r Øjet igen trukket ind.
Men nu hviner den sømslaa’de Port,
og tre Øjne i Natten saa sort
spejder spændt fra Kanslergade 10
er det Voldsmænd paa natlig Sti?
3. Der er Stilhed — nej tys!
ER det Snefnuggets Drys?
Et det Regndraabens Plasken med Jord?
De staar badet i Sved
— — hvad er det? — er det Fjed?
Trækker op det til Udaad, til Mord?
Men en Hviskende Røst
gi’r dem Mod, gi’r dem Trøst:
„Det er os, I. A. Hansen og Krag!
Brorsen er her om lidt,
vi gik rask, han blev svedt,
for han sjosker
i Galosker,
man han vèd jo det aftalte Tegn:
Først et kort, saa to langstrakte Slag
og saa Feltraabet, „Stauning og Krag”.”
— „Og han vèd, det er Kanslergade 10?
Har han Stedsans?” „Ja, rent Geni!”
4. I den frostkolde Nat
ta’r de Edsvorne fat,
ordner Rige og Land i en Snup.
Millionerne ry’er,
ja den Nat er lidt dyr,
aa, men dejlig, den Krag er en Knop:
„Det faar I — hvad faar vi?
Ja, hvor meget vil I gi’
for at sikre Jer endnu et Aar:”
— „Lad mig se! I kan faa — —
I kan faa” — „Saasaasaa!”
sagde Munch saa
med et Dunk, saa
det sa’e Bang i det Egetræs Bord.
„Bliv nu ikke for gavmild igen!”
— „Høh!” — „sa’e Krag saa — „naa, er De paa den,
saa ta’r jeg hjem til Slotsholmsgade 10.”
„Nej,” sa’e Stauning, „for Guds Skyld, bliv!”
5. Pø om pø skred det frem,
et Kvarter over 5
var de end’lig til Enighed naaet.
I. A. Hansen til Krag
hvisked: „De er en Knag,
det’ er en ordentlig Bid, vi har faaet!”
Stauning puffed til Munch:
„Gamle, drevne Hallunk!
Den er højfin, dèr snød vi dem godt!”
Hver især var tilfreds,
hver især sejersvis:
„De fik Nitten,
vi Profitten!”
Sa’e Niels Fred’riksen, Stauning og Krag.
Henad Daggry var Gerningen gjort,
men i Ly af den sømslaa’de Port
til det prægtige Kanslergade 10
lusked Christmas forknyt forbi.
Bror Mika.
Melodien til »Det er nat«
Sangen ovenfor kan ganske rigtigt synges på melodien »Det er nat« fra operetten »Filmens Dronning«.
Det er oprindelig sangen »In der Nacht« fra den tyske operette, »Die Kino-Königin«, skrevet af tyskeren Jean Gilbert (1879-1942) i 1913. Den blev opført på danske teatre samme år og også i 1920'erne.
Svikmøllen er et satirisk hæfte, der siden 1914 er udkommet hvert år op til jul. Årets gang i Danmark behandles i karrikaturtegninger, rim, vers m.m. Ligesom med Blæksprutten er det for mange danskere en tradition at give hæftet som mandelgave eller som julegave. Hæftet udgives af forlaget Lindhardt og Ringhof, og kårer hvert år Årets Yndlingsoffer.
I Svikmøllen 1932 stod denne sang à la en lejlighedssang på melodien til sangen »Celestin og Floridor« fra operetten Frøken Nitouche, der er een af de berømteste franske operetter. Den blev uropført i 1883 og indspillet som dansk lystspil i 1963.
Sangen her peger på valutapolitiken, her året før Kanslergadeforliget. Man må ud fra teksten gå ud fra, at de konservatives formand, John Christmas Møller, har haft ry for at have kommet med blandede budskaber angående kronepolitiken.
Når der i teksten står om »Pari-Kronen«, så betyder det de bestræbelser, Staunings regeringer siden 1920'erne havde gjort for at bringe kronen tilbage til en kurs i forhold til guld, som den havde haft før 1. Verdenskrig, der havde betyder en kæmpe inflation. Denne statsstyrede deflation efter krigen var en katastrofe, som blev udført i hele den vestlige verden. I stedet burde man have defineret guldet til en pris, der svarede til de mange penge, der var blevet trykt under krigen.
Svikmøllen 1932
I EN VALGKAMPAGNE
(Tilegnet Hr. Christmas Møller)
»Vor Krone afgi' maa Terrain!"
Det sir - paa Landet - Celestin.
»Nej, den maa holdes, hvor den staar!«
fastslaar i Byen Floridor.
»Landmanden er vort faste Værn,«
det siger Celestin i Skjern.
»Vi bør virke til Byens Gavn,«
sir Floridor i København.
For Celestin er Floridor,
og Floridor er Celestin.
»Nedskær vor Krone!" vort Refrain
maa være, siger Celestin.
»Vi Pari-Kronens Ærinde gaar,«
paastaar i Staden, Floridor.
»Det store Landbrug bi maa staas,«
si'r Celestin, »og Byen flaas!«
Mens Floridor forlanger mer
til Arbejdsløshedsstøttelser.
For Celestin er Floridor,
og Floridor er Celestin.
Som vestjydsk Bonde i sin Seng
med Hønen gaar Hr. Celestin.
Som sleben Asfaltier opstaar
om Formiddagen Floridor.
Det hovne, dorske Købstadspak,
det dovne, lumske Bonderak
i lige Grad paa Puklen faar
af Celestin og Floridor.
Thi Floridor er Celestin
og Celestin er Floridor.
Den jydske Bonde i sin Eng
slaar Kors og be'er for Celestin,
mens i den mørke Baggaard faar
et hæst Hurra Hr. Floridor.
Med helligt Blik og sveden Teint
staar Landbostandens Celestin.
Som den, der gør, hvad han formaar,
staar Borgerskabets Floridor.
......................
En baade sød og opvakt Dreng
er Floridor og Celestin!!!
»At Tænke Sig«, ATS, er siden 1932 en daglig, national institution inden for politisk satire m.v. Det er et fast indslag på bagsiden af dagbladet Politiken. Den 9. September 1996 stod i forbindelse med en aktuel kontrovers omkring forhenværende undervisnings- og socialminister m.m., socialdemokraten Ritt Bjerregaard (f. 1941), der er gift med historikeren Søren Mørch (f. 1933), som har skrevet flere historiebøger, bl.a. 'Den sidste Danmarkshistorie' i 1996:
Politiken, 9/9 1996
Hystorisk Efter succesen med 'Den sidste Danmarkshistorie' har Ritt Herregaards mand besluttet at udgive 'Den sidste Verdenshistorie'. ATS bringer et resumé:
1. kapitel: Grauballemanden ofres, selv om Ritt taler hans sag. Ritt etablerer sammen med Egtvedpigen og Helle Degn en kaffeklub, der senere skal vise sig at få altafgørende betydning for civilisationen, som vi kender den.
2. kapitel: Ritt benytter sig af kvindelist, hvorefter Svend Tveskæg står med skægget i postkassen. Gorm den Gamle går på førtidspension, da han erfarer, at Ritt har givet sønnen Harald en blå tand.
3. kapitel: Ritt starter den franske revolution under sit ophold på et hotel i Paris, som senere bliver opkaldt efter hende.
4. kapitel: Ritt vender hjem til det provinsielle Danmark, hvor hun låner Thorvald Stauning sit Krak-kort over København, så han kan indgå Kanslergadeforliget.
5. kapitel: Ritt kører i åben vogn gennem København sammen med Montgomery, efter at de sammen har befriet Danmark.
6. kapitel: Ritt ophæver smørrationeringen og bygger Lillebæltsbroen.
7. kapitel: Ritt bliver det første menneske på Månen og sikrer sig samtidig Danmarkshistoriens største transportfradrag. Før sin månevandring udtaler hun de berømte ord: 'Dette er et lille skridt for en kvinde, men et stort skridt for menneskeheden.
I år 2000 udgav Post Danmark en serie frimærker, der viste nogle af de største begivenheder i Danmark i det tyvende århundrede. Tegningen fra Blæksprutten i 1933 var et af frimærkernes motiv.
Dagbladet Aktuelt skrev på dagen for udgivelsen af 4 af disse 16 frimærker — 9. maj 2000 — bl.a.:
Postvæsenet fejrer i øjeblikket en af sine største succeser på et af de mindste områder, nemlig firmærkedesignet. Det er 2000-serien om historiske begivenheder, der ændrede det tyvende århundrede, der står bag det folkelige gennembrud.
[...]
Der er fire nye frimærker, og det mest benyttede, nemlig 4-kroners-mærket, er prydet af dagbladet Politikens forside fra 1915, da kvinderne fik stemmeret. Den begivenhed fik Politiken til at slå på nogle nationale strenge, som ellers var forbeholdt mere højreorienterede aviser. 'Mor Danmark' er blevet bekranset og frembærer forårs- og nationalsymbolet bøgeløvet. En takt op i vægtklassen viser den berømte Jensenius-tegning om Kanslergadeforliget fra Blæksprutten 1933. Begivenheden er enestående, fordi det var det første brede forlig hen over midten i Danmark, og det er ikke for meget sagt, at dér blev den moderne danske politiske kultur skabt. Samtidig betød Kanslergadeforliget grundlaget for den danske velfærdsmodel, der indtil videre stadig tages for givet med A-kasser, forsorgsvæsen og offentlige sygehuse.
Stauningkronen '33:
