| |
|
Arbejderbarn, København, 1917-33
|
|
|
Om kilden
|
Tekstbidderne her er taget fra den kendte TV-mand Otto Leisners (1917-2008) erindringer Mine mange minder, hvor han fortæller om sin barndom på Amager.
De her omtalte hændelser er foregået i årene fra 1917 til 1933.
|
|
Beretning
1917-33
|
Oprindelig er jeg ægte københavner, for jeg blev født i hjertet af Kongens by. Men jeg var ikke mere end et par måneder gammel, da familien flyttede til Amager, og her kom jeg til at slå rødder.
[...]
For 1920’ernes Østrigsgade-unger bestod de lokale aktiviteter i at gå på rottejagt mellem skraldebøtterne, at sidde på baggårdens retiradetag og slå takt til lirekassemanden, at erhverve gårsdagens bagerbrød for halv pris eller det fra i forgårs måske helt gratis, at spille teater på tørreloftet eller holde mystiske kældermøder.
[...]
Jeg voksede op i »de brølende tyvere«, men fik ikke selv lov at brøle ret meget med. De voksne var præget af efterkrigstidens dekadence og angsten for fremtiden, hvor arbejdsløshedens truende spøgelse begyndte at dukke op.
[...]
I 1933 tog jeg realeksamen, men jeg fulgte ikke min mors ønske om at fortsætte i gymnasiet. Jeg var blandt andet bange for, at det ville være for hård en belastning for hjemmets økonomi. Det var de fleste unges store drøm at komme ind i en bank eller allerhelst i ØK, men dér var lukket for det varme vand. I det hele taget hang stillinger og lærepladser ikke på træerne dengang. Man skulle være lykkelig, hvis man overhovedet kunne få noget at bestille – og lykke var jeg, da jeg fik læreplads i FDB på Islands Brygge.
[...]
Det hændte også tit, at jeg fik i teatret eller til koncert alene. Det kunne være klassisk eller jazz, og det kunne være med danske eller udenlandske kunstnere; det var ikke så afgørende, når bare den musikalske kvalitet var god. [...] For eksempel var jeg til Louis Armstrongs første koncert herhjemme i 1933.
|
| |
|
Arbejderbarn, København, 1932
|
|
|
Om kilden
|
Tekstbidderne her er taget fra bogen Da jeg var barn – Kendte danskeres barndomserindringer, hvor her forfatterinden Tove Ditlevsen (1917-1976) fortæller om tiden omkring da hun gik ud af skolen som 14-årig i 1932 på Vesterbro i København.
De her omtalte hændelser er foregået i året 1932.
|
|
Beretning
1932
|
Solen skinnede den dag i sommeren 1932, da jeg 14 år gammel vandrede ud ad skolens grønne tremmeport for sidste gang sammen med mine kammerater. Vi var enige om, at det var dejligt. Det ville have været meget flovt ikke at synes det. Jeg tror, jeg råbte allerhøjest op om, hvor vidunderligt det skulle blive at begynde livet uden for »det røde fængsel«. Vi havde talt meget om det den sidste tid. »Livet« var at være fri for lektier og skolegang, at ligge længe om morgenen, at tjene penge og bruge dem til vidunderlige ting, at danse og gå i biografen, at blive forlovet og at gå med søndagskjole hver eneste dag i ugen. Kort sagt: »Livet« var dejligt.
Men mest at drømme om. Virkeligheden fyldte mig dengang med angst og lede, og det svundne blev alle gode dages paradis. Aldrig så snart var skoleporten lukket bag mig, før den tid, jeg havde tilbragt bag den, syntes mig vidunderlig tryg og rolig. Lidt var der om det. Jeg havde aldrig længtes efter at blive voksen.
[...]
I den alder opfatter man kun tingene omkring sig ud fra den virkning, de har på en selv. Jeg var min verdens midtpunkt, og denne verden eksisterede ikke uden mig. Kun det der af sig selv gled inden for min cirkel kom mig ved. Jeg læste ikke aviser, jeg hørte ikke radio, om fremmede lande havde jeg kun tågede forestillinger om »bjergværksdrift og industri«, om røde streger og prikker på et landkort og den nødtørftige snusen til fremmede sprog, man erhverver i mellemskolen. Det er overhovedet beskæmmende at måtte indrømme, at det var uendelig lidt, der var hængt ved mig gennem disse skoleår.
[Tove Ditlevsen fik nu arbejde på et pensionat.]
Jeg gik hjemmefra kl. syv om morgenen og kom tilbage kl. otte om aftenen, alt for træt til at foretage mig andet end at gå i seng. Jeg var meget mismodig og holdtes kun oppe ved tanken om engang at få en cykel og en brun spadseredragt. Alle mine ønsker og forhåbninger var knyttet til ting, penge kunne skaffe. Og mit mål var uafhængighed, men hvordan jeg end vendte og drejede og regnede ud, så kunne de ikke nås på hundrede år med 30 kr. om måneden, hvoraf de ti skulle erlægges hjemme for kost og logi, og de ti sættes i banken til min alderdom. Så tænkte jeg på at gifte mig, men spejlet fortalte tydeligt, at mine chancer ikke kunne være store.
[Tove Ditlevsen sagde efter 3 måneder sin stilling op.]
Så gjorde jeg oprør mod så megen ydmyghed og forsagelse og sagde simpelt hen op med en følelse af at være den yderste afgrund nær.
Det var første gang i mit liv, jeg selv havde taget en afgørende beslutning, og da det først var overstået og mors jamren og bebrejdelser et tilbagelagt stadium, var det en ganske dejlig følelse. Jeg har altid forlangt meget af tilværelsen. Jeg var så ulykkelig som barn, at det var nødvendigt for mig at vide ganske bestemt, at der var en stor lykke, der ventede på mig et sted forude.
|
| |
|
Statshusmandsbarn, Rødby Fjord, 1926-1940
|
|
|
Om kilden
|
Tekstbidderne her er taget fra hæftet Vi kunne alt – Vi skulle alt, hvor en arbejdsmand interviewes om sin barndom i Rødby Fjord på Lolland.
Hæftet er skrevet af Linda Rasmussen og udgivet af SID Maribo og Lolland-Falster Stiftsmuseum i 1994.
De her omtalte hændelser er foregået i årene 1926 til 1940.
|
|
Beretning
1926-1940
|
Enhver arbejdsmands historie er historien om et almindeligt liv. En historie om flid, nøjsomhed og påpasselighed. Ud af disse mange tusinder, der fortsatte hvor fædrene slap, har vi fundet en arbejdsmand. En arbejdsmand, som i dette år [1994] fylder 68 og for længst er gået først på efterløn, siden på pension. Arbejdsmanden fra Maribo har levet med i dette århundredes forandringer og om det fortæller han i det efterfølgende.
[...]
Statshusmandsbørn
– Min far købte et statshusmandsbrug i Ringsebølle [på Lolland] i 1926, fortæller arbejdsmanden. Så på den måde gik det til, at vor arbejdsmand blev statshusmandsbarn – en titel som ofte var forløber for et liv som arbejdsmand.
– Det kom vist aldrig på tale, at jeg skulle være andet. Jo, jeg søgte da en læreplads på Dieslen [Holeby Diesel, stor virksomhed der fremstillede dieselmotorer], men de havde ikke brug for lærlinge på det tidspunkt, og så måtte jeg jo bare finde noget andet at bestille, siger arbejdsmanden og fortsætter:
– Men vi har jo altid haft det godt. Jeg synes ikke, vi manglede noget. Først i trediverne havde vi trange kår på statshusmandsbrugene, men jeg var jo enebarn, så måske havde jeg det lidt bedre end de fleste. Statshusmandsbruget, arbejdsmanden voksede op i, var på godt ti tønder land. [De ti tønder land svarer til et areal på 240 gange 240 meter. Eller cirka det område, hvor Christiansborg og Christiansborg Ridebane ligger på Slotsholmen i København.] Dengang var det tilstrækkeligt til at sikre familien føden og til et mindre husdyrhold.
Erhvervelsen af de grundlæggende livsfornødenheder stillede mest af alt krav til familiens tid og flid.
Faderen skaffede penge til afdrag på husmandsbruget, skatter og forsikringer ved at køre som mælkekusk – et arbejde han delte med tre andre husmænd.
[...]
– Vi havde en flink skolelærer. Han var dygtig, så der var aldrig nogen problemer, fortæller arbejdsmanden.
Han har ikke oplevet, at skolelæreren Carl Chr. Thage har gjort mere stads af gårdmandsbørn end af husmandsbørn i skolen i Torslunde. Remser og salmevers blev terpet, Danmarkshistorien lært og efter konfirmationen gik vor arbejdsmand ud af skolen uden ærgrelse, for sådan bød traditionen det nu engang for børn af statshusmandsbrug.
Til tørvemosen
Ligesom mange andre forældre dengang havde vor arbejdsmands forældre tegnet konfirmationsforsikring, så der på forhånd var sparet sammen til festlighederne i dagens anledning.
– Jeg kan huske, jeg fik et blåt jakkesæt, en hvid skjorte og så festen selvfølgelig, fortæller arbejdsmanden, som også fik en bankbog med ti kroner i konfirmationsgave fra Errindlev Sparekasse. Det hørte sig til, når sognets unge blev konfirmeret.
I sommeren efter konfirmationen i 1940 fik vor arbejdsmand arbejde i Ringsebølle Tørvemose. Han kørte tørv fra opgravningerne og frem til de koner, der gik i tørvemosen og stablede tørven i røjler, så den kunne tørre.
– Det arbejde tjente jeg godt ved. Jeg fik fem kroner om dagen. Det jeg tjente, brugte jeg til de ting, jeg havde brug for, noget blev vel også brugt til biografbilletter og den slags, men noget fik jeg da også sparet sammen.
Arbejdsmanden blev boende hjemme hos forældrene, mens han arbejdede i tørvemosen.
|
| |
|
Arbejderbarn, København, 1926-1930'erne
|
|
|
Om kilden
|
Tekstbidderne her er taget fra bogen Fra Christianshavn til Christiansborg, hvor socialdemokraten Anker Jørgensen (f. 1922) fortæller som sin barndom. Han var Danmarks statsminister i det meste af perioden 1972 til 1982.
Blandt andet nævnes erindringerne om Thorvald Stauning som statsminister.
De her omtalte hændelser er foregået i årene 1926 til op i 1930'erne.
|
|
Beretning
1926-1930'erne
|
Mine forældre døde begge, da jeg var 4-5 år. Jeg har også haft en lillebror, der døde som ganske lille. Tuberkulose var på det tidspunkt meget udbredt, og det døde min far af.
Det var min tante og onkel, der nu adopterede mig, og hos dem havde jeg en normal, god og tryg barndom.
Min tante arbejdede på Brdr. Brauns tobaksfabrik. Hun var, hvad man kaldte kardusere [d.v.s. pakkede tobak i kasser]. En lille energisk dame som var meget bestemt i sin måde at være på og samtidig et hjertens godt menneske.
Hun fik aldrig selv børn, men da hun adopterede mig, havde hun og min onkel for længst adopteret en pige, som hed Irma. Hun blev hele livet igennem en god og hjertevarm søster.
[...]
Hun var i øvrigt en lille sej dame, ikke stort større end 1½ meter. Hun var rank som et lys, og gik med faste skridt. En periode fulgtes vi til arbejdet og gik ned ad Strandlodsvej. Jeg gik i overall og med træsko, der klaprede i fliserne. Hun fortalte om kolleger, der havde arbejdet sammen med Stauning - »for Stauning er medlem af den samme fagforening, som jeg er medlem af!«
[...]
Da min tante og onkel overtog mig, flyttede jeg fra Amagergade til deres lejlighed i Bådsmandsstræde 10A. Det var også på det gamle Christianshavn. Jeg var 5 år.
[...]
Lige over for, hvor vi boede, lå søværnets kaserne Søkvæsthuset. Her skulle jeg senere sidde og spise frokost med EF-kommissionens formand. I den anden ende af Bådsmandsstræde var Artillerikasernen - det, der nu kaldes Fristaden Christiania. For os drenge var det overvældende at se store kanoner blive trukket af heste hen over Bådsmandsstrædes toppede brosten.
[...]
Fra Korsikavej er der kun l km til stranden. Dernede havde Stauning i begyndelsen af trediverne sørget for, at et stort, sumpet strandområde efterhånden blev omdannet til et herligt, rekreativt område og en god strand. Der blev pumpet store mængder sand op, foretaget beplantninger og etableret kiosker, toiletter og lignende.
Det var et led i 30'ernes indsats for fredning, bekæmpelse af arbejdsløsheden og for skabelse af nye fritidsmuligheder.
Det var der i høj grad brug for under den store krise.
Det var politik, jeg forstod. Når jeg dengang diskuterede politik med mine kammerater, fremførte jeg dette eksempel på, »hvad vi socialdemokrater vil.«
I løbet af 30'erne var jeg opmærksom på, at der ovre i USA var valgt en præsident. Det var Franklin D. Roosevelt. Efterhånden fik jeg den opfattelse at han og Stauning var »det samme«.
|
| |
|
Købmandsbarn, Jylland, 1921-1935
|
|
|
Om kilden
|
Tekstbidderne her er taget fra bogen Succes og brændte broer fra 2010, som er Harry Motors (1921-2010) erindringer. Harry Motor var en kendt leder af Volvo Danmark, foredragsholder og brevkasseredaktør.
Bl.a. omtales hans møde med statsminister Thorvald Stauning.
De her omtalte hændelser er foregået i årene 1921 til 1935.
|
|
Beretning
1921-1935
|
Påskelørdag den 26. marts 1921 blev jeg født. På første etage i huset Villa Ly på Nørregade 20 i udkanten af Brædstrup.
Senere opdagede jeg med lidt simpel hovedregning, at der ikke var ni måneder mellem deres bryllup og min fødselsdag. Det konfronterede jeg min mor med, og hun rødmede og sagde noget i retning af, at en eftermiddag, hun var ude at køre med min far, var han så pæn, og da de stoppede et sted, væltede han hende pludselig om i græsset og ... og så ville hun ikke fortælle mig mere.
[...]
Kaffen, mine forældre drak, bestod af halvt kaffe og halvt kaffeerstatning og så en lille smule Rich's. Når min far havde fået skænket kaffen op, hældte han først fløde og derefter to skefulde sukker i. Så tog han teskeen og begyndte at røre. Med langsomme bevægelser førte han skeen rundt i kaffen, og ved hver omgang rørte han ved koppens sider, så det sagde klang, klang, klang. Efter seks omgange - ikke fem eller syv, men seks - løftede han teskeen op og kørte den fem gange rundt langs koppens kant, så al kaffen løb af. Så tog han koppen og førte den op til munden, lukkede øjnene og drak. Han slubrede ikke.
Det ritual beholdt han så længe, han levede, eller i hvert tilfælde alle de gange, jeg drak kaffe med ham.
Selvom vi ikke havde mange penge, var der blevet råd til en radio. Den stod i vores stue og var af mærket Audiola. Radioen blev drevet af et batteri, som var i en glaskasse, hvor man kunne se cellerne og pladerne. I en lille beholder var der placeret en lille porcelænsperle i noget væske. Når den lå på overfladen, var batteriet fuldt opladet, men med tiden sank perlen ned mod bunden, og når den nåede bunden, betød det, at der ikke var mere strøm på batteriet. Så måtte
vi hen til det lokale elektricitetsværk og få et nyt batteri, mens det gamle blev ladet op.
[...]
I 1935 kom jeg i lære som mekaniker. Jeg var 14 år gammel, og min far mente, at det var på tide, at jeg lærte noget.
»Så bliver du ikke arbejdsløs, Harry. Det er godt at være mekaniker, for der vil altid være biler. Du får ikke meget i løn i starten, men om jeg så skal tage et ekstra arbejde og vaske lokummer inde på Vejle Banegård, så skal vi nok få råd til det.«
At min far foreslog, at jeg skulle være netop mekaniker, passede godt ind i de planer og drømme, jeg selv gik rundt med på det tidspunkt.
På min vej rundt som BT-dreng kom jeg en dag ind på et bilværksted i Bredsten, hvor en mekaniker stod og rodede med en bil. Han var ved at sænke en motor ned i en bil med en sele. På væggene hang der svensknøgler, skruetrækkere, og der lugtede af olie og benzin.
Uden for Vejle lå der en dirt track-bane, hvor vi kørte ud hver søndag og så tidens store speedwaykørere. Man stod altid klinet op ad banden ind til banen, så vi blev ofte oversprøjtet med mudder, når de kom forbi nede i det sving, hvor vi stod. Min store helt var Morian Hansen, der var mekaniker, lige som mange af de andre kørere. Så kunne de selv reparere deres egne maskiner, når de brød sammen. Jeg tænkte, at hvis jeg nu blev mekaniker, kunne jeg måske også en dag blive speedwaykører og ende med at blive en stor stjerne som Morian.
Først prøvede min mor og far at finde en læreplads til mig hos en mekaniker i Bredsten, men det var ikke muligt.
En dag åbnede der sig dog en mulighed, og igen var det min mor, der banede vejen. Hun talte med en repræsentant, som kom ind i købmandsforretningen for sælge nogle varer. Han kørte i en Ford T. Min mor spurgte ham om, hvor han fik den repareret henne, og han fortalte om stedet. Det var på et værksted, der hed 'Auto Rep Hal', som lå på Grejsdalsvej inde i Vejle. Derefter spurgte hun, om han kunne lægge et godt ind ord for mig, næste gang han kom forbi værkstedet. Der gik ikke lang tid, før vi fik besked om, at de gerne ville tale med mig på værkstedet.
Min mor og jeg cyklede ind til Vejle sammen og talte med dem på værkstedet, og kort tid efter modtog jeg en lærlingekontrakt. I den stod der, at jeg det første år ville få seks kroner om ugen for 48 timers arbejde, det andet år otte kroner, det tredje år ni kroner og det fjerde år ti kroner.
Jeg mødte klokken 7, og der var kaffepause fra 8.30-9.00, frokost fra 12.00-13.30 og fyraften klokken 17. Om lørdagen var der fyraften klokken 14.00.
[...]
Senere blev jeg selv socialdemokrat, og en del år senere traf jeg Stauning. Det var en aften, hvor jeg var inde i det, som i dag hedder Palads Teatret. Jeg skulle se en film, og ude i forhallen stod nogle mennesker og ventede. Midt i det hele stod Thorvald Stauning. Jeg stod lidt derfra og betragtede ham. Han var meget nem at kende med sit lange skæg. Han var en høj mand, havde plisseret frakke på og stod med foldede hænder. Jeg lagde især mærke til hænderne. De var smukke. Han havde tidligere arbejdet som cigarsorterer, så hans hænder og fingre var hans værktøj.
Jeg var dybt fascineret af Staunings hænder, og siden da kiggede jeg ofte på folks hænder som noget af det første. Jeg husker også tydeligt, hvordan min fars hænder så ud. Nogle gange, hvis jeg er i tvivl om folk, så kigger jeg på, om de har nogle smukke hænder, og om de holder deres negle rene. Mange vil sikkert synes, det er noget pjat.
|
| |
|
Forvalter-/arbejdersbarn, Hellerup/København, 1922-1936
|
|
|
Om kilden
|
Tekstbidderne her er taget fra bøgerne Livet er skønt fra 1988 og Kære Poul! fra 1998, som er en selvbiografi og en biografi om den danske skuespiller og sanger Poul Bundgaard (1922-1988).
I teksten er fortalt af både Poul Bundgaard selv samt hans søster Grethe og 2 klassekammerater fra skolen, Arne og Knud.
De her omtalte hændelser er foregået i årene 1922 til cirka 1936.
|
|
Beretning
1922-1936
|
Poul voksede op i »De brølende 20'ere.« I 1922 modtog Niels Bohr Nobelprisen. Hovedtelefonerne veg for løse højtalere til radioapparaterne, og dansk spillefilm blomstrede op. Men så kom nedturen. Det startede med voldsomme kursfald på aktiemarkedet i New York, og i 1931 slog krisen for alvor igennem i Danmark. Pouls far blev fyret fra sit gode job som forvalter i Det danske Mælkekompagni, og familien måtte forlade Hellerup. Poul var lige blevet 10 år.
[...]
Fra tiden i Hellerup:
En ting, der jo nok kan forekomme nutidens unge lidt mærkeligt, er det, at vi ikke havde noget toilet indendørs. Vi sad på rad og række i et tremands udendørs lokum! Der var dog et tyndt skillerum imellem spandene, men sådan sidde og konversere naboen imens, det var nu lidt underligt. Det er klart, at sådan noget trækker rotter til, og jeg mindes, at far og jeg sad i køkkenvinduet og skød dem.
Der var heller ikke noget, der hed badeværelse i lejligheden. Vi gik skam op på Hellerup Skole hver fredag, og dér skrubbede vi os rene.
[...]
Familien Bundgaard flyttede fra Hellerup til Vesterbro i København i 1932. Der var næsten 40 procents arbejdsløshed på det tidspunkt, så Pouls far var heldig, da han fik job som chauffør for mejeriet i Valby. Familien flyttede ind i Dannevirkegade 27 i en fireetages ejendom. Hele kvarteret rundt om Enghaven var nybyggeri med separat toilet i alle lejlighederne - den fine del af Vesterbro. Længere inde mod centrum - ned mod Istedgade - var der lokum i gården og rotterne kravlede op i barnevognene. På fortovet stod vulgære kvinder og falbød sig selv.
[...]
Der var mange fattige på Vesterbro i 30'erne, og det ringede ofte på døren i Dannevirkegade 27. »Undskyld frue, De har vel ikke en madpakke til en arbejdsløs, eller 25 øre?« Poul syntes det var forfærdeligt og valgte at fortrænge den del af sin barndom.
Søsteren Grethe og de to gamle klassekammerater fra Ny Carlsberg Vejens Skole - Arne Alexander og Knud Lauritsen har prøvet at rekonstruere perioden på Vesterbro:
Knud: Det var vist noget med nogle mejerier, der blev slået sammen, som gjorde, at de måtte flytte. Jeg har set huset i Hellerup. Sidste gang Poul og jeg var sammen, inden han døde, sagde han på vej hjem fra en frokost: »Åh, kører du ikke ud ad Strandvejen?« Han snakkede altid om huset i Hellerup. Men hele samfundet gik jo i stå dengang. Min far mistede også sit job. Jeg flyttede til Vesterbro, da jeg gik i første mellem. Det var det store sammenbrud på verdensplan. Vi måtte også flytte til en lille lejlighed. Sådan var det bare!
Arne: Det var en meget fremskridtsvenlig skole, og når vi skulle lære at svømme, gik vi på to snorlige rækker ned til Sydhavnen. En af eleverne gik forrest med et flag, jeg tror det var gult.
Knud: Vi marcherede i 20 minutter, svømmede i 20 minutter og marcherede tilbage i 20 minutter.
Arne: Der var ingen, der spurgte hvordan vejret var, eller om vandet var 13 grader. »Værsgo - spring!« Lige ned i Gasværkshavnen. Vi tog frisvømmerprøven og livredderprøven og sprang i fra en femmetervippe. Der var en lang træmole, glat og farlig. Trinene ned til vandet var grønslibrige. Det var ikke ligefrem lystbetonet!
Knud: Og når vi skulle dykke på tre meter vand. Det dér rådne kors, jeg tror det var rødmalet. Man kunne ikke se det på bunden, før man stødte ind i det. Vandet var så forplumret.
30 drenge i en klasse. Det var ikke uden problemer, og en gang imellem skulle trykket lettes. Det svirrede med rygter i frikvarteret. Slåskamp på musiktribunen i Enghaveparken efter skoletid! Så når klokken ringede ud, styrtede flere hundrede børn over i parken for at heppe på de kæmpende.
[...]
Grethe; Vi havde ikke ret mange penge. Min far tjente 90 kroner om ugen. Og huslejen var 90 kroner om måneden. Vi fik aldrig nyt tøj, og jeg arvede en masse af Pouls aflagte. Men selv om vi pludselig var fattige, ville far ikke høre tale om, at mor gjorde rent for andre. Så hun var der altid, når vi kom hjem fra skole.
På gaden hang der et skilt: »Spyt ikke på fortovet« og i porten ind til gården hang et andet skilt »Al leg forbudt!« På grund af den store arbejdsløshed myldrede det i baggårdene med lirekassemænd, og mænd, der spillede på sav. Kvinderne smed småmønter, pakket ind i papir ned i gården, som børnene så løb rundt og samlede sammen.
Gården var det eneste sted børnene kunne lege. Pigerne tegnede ruder på asfalten med kridt og skubbede deres hinkesten rundt mellem skraldespandene. Når viceværten vendte ryggen til, spillede drengene fodbold mellem tørrestativerne, indtil et af køkkenvinduerne blev åbnet og en arrig stemme råbte: »Kan I så komme væk! «
Knud: Gården var ikke et rart sted, og man sørgede for at larme lidt ekstra, inden man nærmede sig skraldespandene ved cykelskuret. Der sad altid et par fede rotter og kiggede ondt på én.
|
|
Arbejderbarn:
