Top banner
Banner

  Kanslergadeforliget.dk - 1.-håndsberetninger  
Categories Banner    Kr. Bording:
   P. Munch:
   Dahlgaard:
   Hauch:
  
         
   Kristen Bording, landbrugsminister, Soc.dem.
Om kilden
Teksten her er fra en bog fra 1964, Th. Stauning - Mennesket og Politikeren. I den er et kapitel skrevet af Kristen Bording, der deltog som socialdemokratisk landbrugsminister i Kanslergadeforliget.
Kanslergade-Forliget

af Kr. Bording
Blandt de mange store resultater, der opnåedes under Stauning-Munch regeringen fra 1929 til krigen brød ud i 1939, var Kanslergade-forliget i januar 1933 uden tvivl det største og mest vidtrækkende. Ja, uden dette er det ikke godt at vide, hvorledes de politiske og økonomiske forhold ville have udviklet sig i de følgende år, hvor det netop takket være de demokratiske partiers evne til trods alle meningsforskelle at forhandle sig frem til løsning af de uhyre vanskelige problemer lykkedes at holde fascismen og nazismen ude fra Danmarks hus.

[...]

I vinteren 1932-33 var der perioder, hvor de lediges tal var oppe på nær ved 200.000, hvilket betød, at op imod hveranden organiseret arbejder var arbejdsløs.

Disse uhyggelige arbejdsløshedstal var nært forbundet med krisen i landbruget, hvor det liberalistiske produktionssystem simpelthen brød sammen. Produktionen oversteg langt afsætningsmulighederne. Det engelske marked, der i endnu højere grad end senere var hovedaftager, var overfyldt. I de tre år fra 1929 til 1932 faldt priserne for de vigtigste danske produkter, smør, flæsk, æg og kød med 45 pct.

[...]

Formanden for andelsslagterierne, den tidligere venstre-landstingsmand, gårdejer Karl Madsen, Klim, kom til mig i landbrugsministeriet og bad om min bistand til at opnå statens støtte til regulering af svineproduktionen. England havde kort forinden forlangt gennemført en stærk begrænsning af vor baconeksport, men var til gengæld rede til at betale noget højere priser. Andelsslagterierne kunne måske nok gennemføre denne begrænsning af eksporten, men man var nødt til at have lovgivning om nedskæring og fordeling af leveringerne.

Jeg sagde til Karl Madsen, at dette jo var et fuldstændigt brud med den liberalisme, som Venstre og de store dele af landbruget, der sluttede op om dette parti, altid havde sat i højsædet. Karl Madsen gav mig ret. Det var planøkonomi, han nu ønskede. Men han ville, sagde han, hellere levere een gris til 100 kr. under planøkonomi end tre grise for 100 kr. under liberalisme.

Både landboforeningerne og husmandsforeningerne gik ind i positive forhandlinger om disse og andre forslag.

For at hindre den truende storlockout fremsatte regeringen forslag om uændret forlængelse af overenskomsterne og om forbud mod strejker og lockouter i eet år. Både Venstre og de Konservative gik imod, men Venstres ordfører, den tidligere indenrigsminister dr. O. Krag, åbnede i sin ordfører-tale døren til forhandlinger om en bredt anlagt kriselovgivning.

Stauning greb til, og en hel søndag igennem forhandlede vi herom. Ud på aftenen den 29. januar blev disse forhandlinger forlagt til Staunings hjem i Kanslergade i København. Fra regeringen deltog i disse forhandlinger Stauning og jeg samt de radikale ministre Munch og Bertel Dahlgaard. Socialdemokratiets rigsdagsgruppe var repræsenteret ved Alsing Andersen og Fisker, de Radikale havde husmandslederen Niels Frederiksen med, og fra Venstre deltog Madsen-Mygdal, Hauch og Krag.

Kanslergade-forligets forhandlinger er tidligere beskrevet indgående, og jeg tror ikke, jeg kan føje noget nyt hertil. Men disse forhandlingers forløb var typisk for hele Staunings metode og indstilling. Det var ikke ham, der førte forhandlingerne om enkeltheder. Det overlod han til dem, der havde det faglige og saglige kendskab til problemerne. Han var igangsætteren – det var hans styrke og autoritet, der dannede det solide grundlag, der skulle bygges på. Således var det under disse uhyre vigtige forhandlinger – og således var det i alle forhold.


   Peter Munch, udenrigsminister, Radikale V.
Om kilden
Teksten her er fra femte bind af P. Munchs erindringer, Erindringer, 1924-1933, udgivet i 1964, altså flere år efter hans død i 1948.

P. Munch deltog i Kanslergadeforliget som radikal udenrigsminister.
Kanslergade-Forliget Januar 1933

af P. Munch
Henimod Slutningen af januar forhandlede først Landbokommissionens Formand Niels Fisker og derefter Stauning med Dr. Krag. Meddelelser om, at saadanne Samtaler fandt Sted, kom ud; det hed sig, at »Berlingske Tidende« havde haft en Iagttager ved Staunings Gadedør, og at denne havde set Dr. Krag gaa ind ad den.

[...]

Lørdag den 28. januar var Indtrykket, at det ikke vilde være muligt for Nationalbanken blot nogenlunde at holde Kronen oppe.

Under Indtryk heraf foregik søndag den 29. de afsluttende Forhandlinger med Venstre i Staunings Hjem i Kanslergade. Forhandlingerne førtes fra tidlig om Morgenen med korte Afbrydelser til langt ud paa Natten. Jeg deltog til henimod Kl. 12 om Aftenen, og paa forskellige Tidspunkter var følgende med: Krag, Madsen-Mygdal, Hauch, Dahlgaard, Niels Frederiksen, Fisker, Bording, Hauge, Nationalbankdirektør Schrøder og Oluf Berntsen, der var ansat som Raadgiver for Nationalbanken. Venstre krævede, at Kronen fra omkring 20 skulle ned til 25, og de vilde ikke gaa ind paa Lockoutloven.

[...]

Henimod Kl. 12 om Aftenen syntes Mulighederne udtømt; Madsen-Mygdal stillede sig som sædvanlig meget kategorisk, og han fastholdt endnu de to andre. Jeg sagde da til Stauning, at nu kunde jeg daarlig blive længere, da jeg var syg; det var bedst, vi enedes om, hvad vi skulde sige til Pressen. Vi gik da ind i et Værelse ved Siden af og skreven Udtalelse, som jeg skulde give »Politiken«, medens han vilde give den til »Socialdemokraten«. Jeg tog derefter hjem og telefonerede Meddelelsen til Gunnar Nielsen. Han var særdeles tilfreds, da man paa »Politiken« var meget optaget af, at der ikke skulde træffes nogen Aftale, der kunde medvirke til Kronefald.

Ganske kort efter, at jeg havde talt med Gunnar Nielsen, telefonerede imidlertid Stauning, at efter at jeg var gaaet, havde Venstremændene trukket sig tilbage til Værelset ved Siden af. De var nu paa det rene med, at de ikke kunde opnaa en stærkere Nedgang end til de 22,50, jeg havde sat som yderste Grænse. De besluttede sig da til at tage dette og til at gaa ind paa, at Lockoutloven passerede i Landstinget; de forstod, at uden dette havde det hele ingen Interesse for Socialdemokraterne. De kom da tilbage og sagde, at de nu kunde tage de to Ting. Stauning sagde mig nu, at det mente han, at vi burde tage, og jeg sluttede mig dertil. Han bad mig telefonere til Gunnar Nielsen og tilbagekalde den første Besked. Stauning skulde saa meddele ham, hvad der videre foregik. Man fortsatte og enedes udover de to hovedpunkter om Sociallovenes Gennemførelse, om en lovbestemt Maksimalrente for Indlaan paa 3-3½ %, og om at Landbrugets faste Ejendomsskatter skulde være konjunkturbestemte paa saadan Vis, at det i Øjeblikket bragte dem 20 Millioner ned. Desuden skulde der gennemføres vinterhjælp til de arbejdsløse, store offentlige Arbejder skulde iværksættes, Henstandsloven forlænges, en Moratorielov gennemføres, og kødpriserne skulde holdes nogenlunde ved en særlig kødordning.

Lockoutloven vedtoges den følgende nat i Folketinget med Regeringspartiernes Stemmer mod Konservative, Kommunister og Retsstatsparti ; Venstre undlod at stemme. Tirsdag den 31. vedtoges den i Landstinget, hvor Venstre ogsaa sagde: Stemmer ikke, medens de Konservative gik imod.

[...]

I de følgende Maaneder gennemførtes den store række af Love, der var planlagt under disse Forhandlinger.


   Bertel Dahlgaard, indenrigsminister, Radikale V.
Om kilden
Teksten her er fra Bertel Dahlgaards erindringer, Kamp og Samarbejde, udgivet i 1964.

Bertel Dahlgaard deltog i Kanslergadeforliget som radikal indenrigsminister.
Det elleveårige ministerium

af Bertel Dahlgaard
I de nærmeste måneder [efter folketingsvalget i 1932] voksede imidlertid stadig spændingen inden for dansk samfundsliv. Enhver stred for at redde sit, og alle så hen til statsmagten som den faktor, der havde pligt til at besværge krisens hærgen. Denne mentalitet var utvivlsomt en følge af dybtgående ændringer i befolkningens tankegang, foregået lidt efter lidt i den menneskealder, der var forløbet siden den sidste store landbrugskrise i firserne, hvor Estrup regerede, og hvor staten holdt sig udenfor og lod de landmænd, der stod svagest, gå fallit. Således var det ikke mere. Samfundet var blevet et andet. Menneskenes krav om en vis tryghed og en vis sikring af ligelighed mellem samfundsklasserne var blevet langt stærkere. Ikke blot tankegangen, men også samfundets opbygning havde ændret sig på en sådan måde, at mulighederne ikke mere var til stede for, at en krisetid hurtigt gennem frikonkurrencen kunne afløses af en tilpasning inden for erhvervslivet.

Hele erhvervslivet var nu gennemorganiseret. Monopoler, aftaler, lønoverenskomster skabte en træghed over for en nødvendig tilpasning af produktionsomkostningerne. Alt var som fastlåset, således at en ny ligevægtstilstand ikke kunne opstå.

Ved indgangen til 1933 truede nu også en stor arbejdskonflikt, der ville medføre nye 150.000 arbejdsløse, og den politiske handleevne var lammet af modsætningerne mellem folketingsflertallet og landstingsflertallet. Nu var virkelig både landmænd og arbejdere i nød. Både regering og opposition følte, at man nærmede sig en katastrofe.

Da knyttedes der underhånden kontakt mellem regeringen og Venstre. Fra Venstre var det dr. Krag, der virkede. Kontakt var også tilvejebragt mellem landstingsmand Henrik Hauch og den jydske husmandsfører Jens Holdgaard. Madsen-Mygdal blev modstræbende draget ind i forhandlingerne. Disse bestræbelser førte til det berømte møde den 29. januar 1933 i Staunings hjem i Kanslergade. 10 ministre og rigsdagsmænd deltog i forhandlingerne, der varede næsten uafbrudt i 18 timer.

Deltagerne var fra Venstre fhv. statsminister Madsen-Mygdal, fhv. indenrigsminister dr. Krag og landstingsmand Hauch. Fra Socialdemokratiet statsminister Stauning, handelsminister C. N. Hauge, landbrugsminister Kr. Bording og folketingsmand Niels Fisker. Fra Det radikale Venstre deltog udenrigsminister dr. Munch, folketingsmand Niels Frederiksen og jeg.

På forhånd måtte opgaven synes næsten uløselig. Madsen-Mygdal var den yderliggående liberalist, og nu skulle han gå ind på en næsten alt omfattende planøkonomi; men også regeringen havde store vanskeligheder.

Der herskede natten igennem en spændingsfyldt atmosfære. Med mellemrum trak de tre venstremænd sig tilbage til et andet værelse for at konferere indbyrdes, og jeg lagde mærke til, at hver gang, når de vendte tilbage, havde dr. Krag drevet Madsen-Mygdal et stykke nærmere frem mod et forlig.

[...]

Forhandlingerne blev efterhånden næsten en fysisk styrkeprøve. Mange gange i løbet af natten var det hele på bristepunktet. Om natten ved tretiden kom det til et heftigt sammenstød, og Venstres forhandlere rejste sig og begyndte at tage tøjet på. Da lød Staunings dybe bas: Vi kan vel drikke et glas til afsked? Det lød jo meget fornuftigt, og samtalen kom i gang igen. Nye udveje blev fundet, og da morgenen gryede, var Kanslergade-forliget bragt i havn.


   Henrik Hauch, medlem af Landstinget, Venstre
Om kilden
Teksten her er fra Henrik Hauchs (1876-1957) erindringer, Erindringer, fra 1978. De er dog i realiteten udgiver i ugebladet Landet i 1955-56.

Henrik Hauch var medlem af Landstinget og præsident for Landbrugsrådet og formand for De samvirkende danske Landboforeninger. Han deltog i Kanslergadeforliget. 1950-51 var han landbrugsminister.
Hvad skete i Kanslergade?

af Henrik Hauch
DET, DER SKABTE Baggrunden for Kanslergade-Forliget, var foruden de økonomiske Forhold for Landbruget en optrækkende Arbejdskonflikt. Fagforeningerne afviste Arbejdsgivernes Krav om 20 pCt. Lønnedskæring, og Storlockout'en stod truende nær, nemlig fra 1. Februar 1933.

En af de sidste Dage i Januar var der paabegyndt fortrolige Forhandlinger mellem Venstre og Regeringen. Venstre underrettede Christmas Møller herom; men de Konservative vilde ikke være med i disse Forhandlinger.

Søndag den 29. Januar 1933 om Formiddagen paabegyndtes de afsluttende Forhandlinger i Staunings Privatlejlighed i Kanslergade. De varede med korte Afbrydelser en lille Snes Timer. Deltagerne var: Stauning, Munch, Bording, Hauge, N. Fisker, Niels Frederiksen, Madsen-Mygdal, Krag og Hauch. Forhandlingerne foregik lanasomt og under megen Forsigtighed. Hvert Ord maatte nøje overvejes, og Ansigterne var alvorsfulde og uudgrundelige. Med stort Besvær sled man sig igennem en Række saglige Spørgsmaal; men Samtalen gik ofte i Staa. Der blev holdt en Frokostpause, uden at der var sket nogen egentlig Tilnærmelse i Forbindelse med de prekære Problemer.

Hen imod Aften forsøgte Niels Frederiksen sig med et Par gode Smaahistorier, naar der blev en Pause, hvad der ofte blev; men det var ikke noget særlig taknemligt Publikum, han havde for sig.

Ud paa Aftenen stillede Stauning Forslag om et Stykke Natmad, som vandt alles Bifald.

Da vi var ved at komme i Gang med den stillede Opgave, kom Dr. Krag, som havde været borte først paa Aftenen. Da han havde set sig lidt om i Kredsen, udbrød han: »Gud bevare os! Hvad er det for en Begravelsesstemning, der hersker her i denne udmærkede Forsamling. Det kan da ikke føre til noget Resultat«. Stauning gik rundt og uddelte en lille, uskyldig Snaps, som han tappede af et lille Anker, der stod paa Buffeten. Han standsede op og svarede meget lakonisk: »Nej! Det kan det øjensynlig ikke«. Samtalen kom igen i Gang. Kort Tid efter erklærede Madsen-Mygdal: »Skal dette føre til et positivt Resultat, vil jeg foreslaa, at vi fremsætter Forslag om det vi vil have for at gaa paa Forlig«, og han trak derpaa Linierne op for det, vi ønskede, idet han tilføjede: »Saa kan Statsministeren jo rykke ud med, hvad Regeringen og dens Partier ønsker«. Stauning, der gik frem og tilbage i Stuen, standsede op og erklærede, at det var jo en noget usædvanlig Fremgangsmaade; men han føjede forsonende til: »Men det er jo nok den rigtige Vej at gaa«. Nu kom Forhandlingerne i Gang.

Venstre maatte kræve Kronekursen ændret fra 20 til 22,50 for et £ Sterling, udvidet Kreditgivning, Rentelettelser, midlertidig Nedsættelse af Ejendomsskatterne m. m. Socialdemokraterne ønskede Socialreformen og Lejlighed til at gennemføre det Forslag til »Lov om Forlængelse af Overenskomsten mellem Arbejdsgivere og Arbejdere og om Forbud mod Arbejdsstandsninger«, som Statsministeren havde fremsat i Folketinget den 28. Januar. I § 2 i Loven hedder det: »I Tiden indtil 1. Februar 1934 skal Iværksættelse af Lockout og Strejke være forbudt, hvor der er kollektive overenskomstmæssige Aftaler«. Ved første Behandling i Folketinget 28. Januar gik alle Oppositionspartierne i Folketinget imod Forslaget. Det var hermed klart, at Forslaget ikke kunde gennemføres i Landstinget. Ved 1. Behandling udtalte Dr. Krag blandt andet: »Den af Regeringen gennem fire Aar førte Politik møder nu sin Skæbnetime, og det samme er Tilfældet med det hellige og ukrænkelige Strejkeretprincip«. Til en isoleret Lovgivning af den Art kunde Venstre ikke medvirke.

Christmas Møller betegnede Forslaget som »et rent og skært Fagforeningsdiktat«.

Ved 2. Behandling Kl. 12 Nat den 30. Januar anbefalede Alsing Andersen Flertallets Indstilling. Dr. Krag udtalte blandt andet: »Siden første Behandling har der været ført Forhandlinger mellem Medlemmer af Regeringen og af Venstre for at muliggøre den Indsats paa forskellige Omraader, som Taleren dengang krævede, og han vilde derfor anbefale sine Meningsfæller at undlade at stemme for Forslaget.

Hermed var Vejen banet for Forslagets Gennemførelse ogsaa i Landstinget. Forslaget vedtoges ved 3. Behandling med 70 Stemmer mod 25.

Den 31. vedtoges Forslaget i Landstinget med 34 Stemmer mod 12. Venstres Ordfører (Hauch) udtalte blandt andet sin Glæde over, at de Forhandlinger, som i de sidste Dage var ført paa Rigsdagen, havde bragt et Resultat, der i Hovedtrækkene stemte med de Krav, der var fremsat af Landboforeningerne og Husmandsforeningerne i Fællesskab, og selvom det økonomiske Problem for Landbruget ikke hermed var klaret, haabede han dog, at de. planlagte Foranstaltninger vilde betyde en væsentlig Ændring af Landbrugets økonomiske Forhold og dermed en Lettelse af hele Samfundets Økonomi.

Nationalbanken ansatte en Kursværdi paa Sterling til 22,40 efter Forliget og ikke til 22,50, som var Forudsætningen ved de trufne Aftaler. Dette var et helt usandsynligt »Fedteri«, som skabte megen og berettiget Misfornøjelse i Landbokredse.







Bottom Banner

© Asbjørn B. Christensen 2011-2017